Har du mistanke om eller er i udredning for fibromyalgi?

Hvordan kan jeg blive undersøgt for, om jeg har fibromyalgi?

Hvis du har mistanke om, at du har fibromyalgi, er første skridt at kontakte din egen læge. Her kan du beskrive dine symptomer.

Nogle praktiserende læger har viden om fibromyalgi og kan stå for undersøgelse, udredning og diagnosticering.

De fleste vil dog blive henvist til specialiseret sundhedspersonale, fx en reumatolog, for at blive udredt for fibromyalgi.

Diagnosticering af fibromyalgi kræver, at man har kroniske smerter i mindst 4 af 5 kropsregioner i mindst 3 måneder.

De fleste fibromyalgiramte har dog levet med deres smerter i årevis uden at få stillet diagnosen.

Udover de kroniske smerter inddrages andre af fibromyalgiens karakteristiske symptomer og sværhedsgraden af dem i en udredning og i den endelige diagnosticering.

I en undersøgelse for fibromyalgi kan også indgå en tenderpoints-undersøgelse.

Her får man testet 18 trykømme punkter på kroppen ved at påføre et tryk på disse ”tenderpoints”.

Under udredningen kan du også blive undersøgt for, om du kan have andre sygdomme end fibromyalgi som årsag til dine symptomer.

Fibromyalgi kan ikke påvises i blodprøver eller ved røntgen.

Hvad gør jeg, hvis jeg møder en lukket dør?

Du kan desværre blive mødt af manglende viden om fibromyalgi, når du søger en forklaring på dine smerter.

Du kan også blive mødt med mangel på anerkendelse af fibromyalgi.

”Er det virkelig så slemt med de smerter?”

”Skal du ikke bare tage dig sammen?”

”Du skal bare lære at leve med smerterne!”

Du kan også møde forskellige betegnelser og diagnoser som forklaring på dine smerter, og det kan være meget forvirrende.

Der kan også være store forskelle i dine muligheder for udredning og hjælp, alt efter hvor du bor i Danmark.

Hvis du er så uheldig at møde lukkede døre, er det dybt frustrerende, og det kan være svært at lede videre efter åbne døre.

Men der er hjælp at finde til at leve bedst muligt med fibromyalgi, for hvis du har fibromyalgi, er det selvfølgelig den diagnose, du skal have.

Har du brug for hjælp til din udredning, kan du kontakte:

Fibromyalgi- & Smerteforeningen
Tlf. 33 23 55 60
fsf@fibromyalgi.dk

Nye spørgsmål opstår efter diagnosen fibromyalgi

Vejen til diagnosen fibromyalgi er fyldt med mange spørgsmål. Men efter diagnosen opstår helt naturligt nye spørgsmål.

Lettelse og afklaring…

Sådan reagerer mange med fibromyalgi, når de har fået diagnosen.

Det giver en lettelse og en afklaring at stå med den forklaring, som diagnosen giver.

”Derfor har jeg levet med konstante smerter hver dag hele døgnet i så mange år!”

Følelsen af afklaring bliver dog hurtigt – og helt naturligt – efterfulgt af nye spørgsmål om at være ny med fibromyalgi, og hvad fremtiden bringer.

Det er vigtigt, at du søger hjælp, så du ikke går alene med dine spørgsmål og den usikkerhed, du oplever som ny med fibromyalgi.

Det er også meget vigtigt, at du får skrevet diagnosen fibromyalgi i din journal.

Forude venter et nyt liv med nye vilkår. Næste skridt på vejen er, at du fortsætter din rejse med fibromyalgi her i læringsuniverset.

Vi tager dig i hånden og leder dig trygt videre.

Du er også meget velkommen til at kontakte FSF.

Fibromyalgi- & Smerteforeningen
Tlf. 33 23 55 60
fsf@fibromyalgi.dk

Vi er klar til at hjælpe dig godt videre i dit liv med fibromyalgi ❤️

Klar på mere?

Her er mere viden om fibromyalgi – både til dig, som er ny med fibromyalgi, og til dig, som har levet med sygdommen i mange år.

Fortsæt din rejse her